For at få et vellykket resultat er det vigtigt, at gulvet lægges korrekt, og at de beskrevne produkter anvendes efter anvisningerne.
Vi anbefaler derfor, at man lader en gulvspecialist lægge gulvet. Vi anbefaler desuden, at der gennemføres en test på stedet for at sikre, at produkterne passer til formålet. Alle Dinesen gulve kan fuldlimes med vores anbefalede limsystem. Følgende vejledning er en tillægsvejledning til Dinesens generelle vejledninger.
Før gulvet lægges, er det vigtigt at sikre sig, at de generelle forhold i bygningen er under kontrol og i overensstemmelse med Staufs og Dinesens retningslinjer i forhold til:
Derudover er det vigtigt at følge Dinesens vejledninger generelt. Luftfugtigheden skal være mellem 35 og 65 % RF og må om vinteren ikke overstige 50 % RF.
Temperaturen skal ligge mellem 18 og 25° C. Fugtindholdet i cementbaserede støbte lag må ikke overstige 85 % RF og skal forsynes med en fugtspærre. Vi anbefaler STAUF VPU 155 S primer. NB: 85 % RF svarer til ca. 2,0 cm alt afhængig af betontype etc. Vær opmærksom på eventuelle skærpede krav i den nationale standard. Anvendes der ikke fugtspærre, må fugtindholdet i betonen ikke overstige 65 % RF. Fugtindholdet i træbasserede pladelag må ikke overstige 10 % RF.
Før gulvet lægges skal det støbte underlag kontrolleres i forhold til de relevante retningslinjer. Underlaget skal være modstandsdygtigt over for tryk og spændinger, være uden revner, have tilstrækkelig overfladestyrke samt være permanent tørt, plant, rent og uden stoffer, der kan medføre manglende klæbeevne. Kontroller også overfladens porøsitet og klæbeevne samt fugtindhold, rumtemperatur, luftfugtighed og underlagets temperatur.
Valg af betontype kan have en stor betydning for den nødvendige tørretid. Betonfugt kan skade trægulvet.
Bemærk, at tørreprocessen er langsom. Det kan tage op til flere måneder, før underlaget er tilstrækkelig tørt. Vi anbefaler på det kraftigste, at man gennemfører en destruktiv test af det støbte underlag for at kontrollere restfugtindholdet, før man påfører den anbefalede primer. Ved alternative målemetoder og værdiangivelser for restfugtindhold i forhold til nationale traditioner og standarder kontaktes Stauf eller Dinesen for udførlig information.
Ved gulvvarme i støbte underlag skal gulvvarmen have været tændt i minimum 30 dage ved en normal driftstemperatur, inden gulvplankerne lægges. Ved gulvvarme skal varmen slukkes mindst 24 timer før fuldlimning. Lad gulvvarmen være slukket indtil 7 dage efter, at gulvet er fuldlimet. Skru langsomt op for varmen og følg Dinesens vejledning "Før lægning".
Ved benyttelse af flydespartel skal det sikres, at de benyttede produkter er kompatible, tørre og har tilstrækkelig styrke. Udfaldskrav til laget skal som minimum være tilsvarende kravene i sektion 1.1.1. Placering af fugtspærre bør vurderes.
Undergulve i Anhydrit er fugtfølsomme og kan have tilsatte additiver, der medfører, at underlaget ikke er egnet eller kræver specielle tiltag. Der skal derfor tages særlige hensyn til disse typer underlag, når der skal fuldlimes et Dinesen gulv.
Kontrollér at konstruktionen, pladen og overfladen er egnet til formålet. Pladegulvet monteres til undergulvet efter leverandørens anvisninger. Overfladen bør slibes let inden nedlimning. Vær opmærksom på, at limen hæfter korrekt på overfladen.
For montage på svømmende undergulve skal pladelaget være sammenhængende og understøttet tilstrækkeligt. Pladetykkelse skal være min. 1,5 x gulvplankens tykkelse for at opnå tilstrækkelig styrke.
Fuldlimning til træbaserede underlag kan kombineres med fordækt skruning, hvor skruen holder planken på plads i limens hærdeperiode. Hermed kan kravet til vægte på gulvet delvist undgås – vær opmærksom på at vægt i randzoner stadig er nødvendigt. Vi anbefaler at benytte en skrueafstand på cc 600-700 mm. Bemærk at skruning udelukkende er et supplement til fuldlimningen, og at limen agerer som primær monteringsmetode
Kontakt Stauf eller Dinesen for nærmere rådgivning omkring andre typer undergulve.
Fuldlimning kan kombineres med en 3 mm Stauf Comfort Pad lyddæmpende måtte, der limes til undergulvet. Trinlydsmåtten kan benyttes på både støbte undergulve samt træbaserede pladelag. Udfaldskrav til undergulve er tilsvarende, som de gældende for direkte limning. Der må ikke skrues igennem måtten.
Læg måtterne tæt, men undgå overlap. Benyt ruller til at sikre nedadrettet vedhæftning. Efterfølgende limning af planker må tidligst påbegyndes efter 24 timer.
Benyt spartler og lim som beskrevet i tabel 1, sektion 2.3.
Før gulvet lægges er det nødvendigt at klargøre underlaget. Det skal være rent, have tilstrækkelig overfladestyrke og være plant, permanent tørt og uden revner. Afhængigt af underlagets type og tilstand kan det være nødvendigt at forberede underlaget med mekaniske midler (maskinbørster, afslibning, afretning).
Konstruktionssamlinger, dilatationsfuger, huller, mærker og andre samlinger kan lukkes med egnet materiale. Kontakt Stauf for yderligere rådgivning.
For at etablere en fugtspærre ved hjælp af primer skal man anvende følgende proces:
Bemærk, at de anførte tørretider gælder, når luftfugtighed og temperatur holder sig mellem 40-50 % RF og 18-22 ºC. Plankerne skal lægges inden for 48 timer efter, primer er påført. Hvis denne tidsfrist overskrides, skal man slibe overfladen og påføre et nyt, tyndt lag STAUF VPU-155 S primer (100 g/m²).
Tabel 1 (*Vurder om undergulvets beskaffenhed og overflade giver anledning til at benytte en større limmængde)
Når underlaget er forberedt påføres STAUF SPU 570 lim. Korrekt limmængde og tandspartel afhænger af plankedimension. Benyt spartler og lim som beskrevet i tabel 1. Sørg altid for, at du har anvendt tilstrækkelig lim for at sikre, at plankerne har fuldstændig vedhæftning til underlaget.
Træk den rette tandspartel jævnt over limlaget for at undgå store koncentrationer samme sted eller for tykke limlag. Læg plankerne inden for primerens tidsramme og vær opmærksom på limens åbningstid. Limen er fuldt hærdet efter 48 timer og bør betrædes mindst muligt i hærdeperioden.
Gulvplankerne skal lægges med det samme. Om vinteren bør plankerne dog placeres i det rum, hvor de skal lægges, 1-2 døgn, inden lægningen påbegyndes. Supplerende mekanisk fastgørelse i træbasserede underlag er kun muligt for planker med fast fer og må ikke forekomme igennem trinlydsmåtter.
Gulvplanker skal limes i endestød, men må aldrig limes på langsiderne! Planker i Eg, der er bredere end 300mm, skal lægges med 2 mm afstand mellem alle plankerækker.
Det anbefales at bruge midlertidige remme for at holde samlingerne tæt sammen, og holde plankerne på plads mens limen hærder. Pas på ikke at beskadige kanterne af gulvplankerne, når remmene sættes på. For at sikre en lige linje for resten af gulvet anbefales det at lægge 3-4 rækker, lade limen tørre og derefter lægge resten af gulvet.
Mens limen hærder, skal gulvet belastes med vægt for at sikre tilstrækkeligt tryk på hele gulvfladen. Placer sandsække, spande med sand eller lignende a 15 kilo pr. styk oven på plankerne. Fordel dem jævnt med cirka én vægt pr. m2, indtil limen er hærdet. Vægte bør tidligst fjernes efter 24 timer.
Områderne langs gulvets kanter og de rækker, der er lagt sidst, er særligt vigtige. Gulvet bør ikke benyttes, før limen er hærdet. Der bør gå mindst 48 timer efter fuldlimningen, før gulvet slibes og behandles.
Et Dinesen gulv er et unikt stykke af naturen. Det er et levende materiale, som skal behandles med omhu. Vores vejledninger fortæller i detaljer, hvordan man får det bedste resultat, så gulvet kan holde i generationer. Denne vejledning kan ikke stå alene. For supplerende information henviser vi til de generelle vejledninger fra Dinesen og Stauf. Har du behov for yderligere råd eller vejledning om Dinesen gulve, er du meget velkommen til at kontakte os. For bestilling og køb af produkter i plejeserien henvises til webshop.
Vi præciserer, at vi alene kan rådgive om vores eget produkt, således at rådgivning herudover er uden for vores ydelse. Andre bygningsdele og produkter kræver en sådan viden og indsigt, at der skal søges rådgivning hos en fagmand. Da vi ikke har nogen kontrol over den faktiske kvalitet af håndværksarbejdet, de anvendte materialer og forholdene på stedet, udgør denne skriftlige vejledning ikke nogen form for garanti. De viste skitser er udelukkende vejledende. Vi tager forbehold for trykfejl.